Ny Justin Bieber i Horsens?

En 17-årig ung mand fra Horsens har fået stor succes med at lægge musikvideoer af sig selv på YouTube. Sådan begyndte det også for Justin Bieber.

Han vil helst ikke sammenlignes med Justin Bieber, den 17-årige Kristoffer Rahbek fra Horsens.

Han har nu udgivet sin første single, og næsten 20.000 fans følger ham på Facebook. Dertil kommer millioner af visninger på YouTube.

- I starten var der mange, der ville sammenligne mig med Justin Bieber. Det var fint nok i begyndelsen, for det giver jo lidt en wauw-fornemmelse. Men der gik ikke lang tid, før jeg forstod, at der jo også er en hage ved det. Man vil jo i sidste ende bare gerne være sig selv som kunstner. Jeg er Kristoffer og ikke Justin Bieber nummer to, siger Kristoffer Rahbek til DR Kultur.

Nogle kammerater på et efterskoleophold syntes, at Kristoffer Rahbek havde et sangtalent. Derfor lavede han sammen med en barndomsven en YouTube-video.

Herefter gik det hurtigt. Særligt hans version af Michel Telós "Ai Se Eu Te Pego" er set af over fem millioner brugere.

Hans første single hedder "Hate That I Love You" og der en single mere efter jul.

Hvis de to sange bliver en succes, så skal der tages stilling til om, der skal laves en hel plade, siger Kristoffer Rahbek.