Landsby samler ind, så denne bygning kan rives ned

De 600 beboere i Skovlund ved Varde er godt trætte af at se på en stor forfalden bygning lige i hjertet af landsbyen og samler penge ind, så de kan få den revet ned.

Ding-dong. 

De to indsamlere, Hanne og Bente Vad, ringer på. Døren åbnes. Og det lyder velkendt. 

- Hej Kirsten.

- Hej Hanne og Bente.

Vi er i Skovlund. En landsby med omkring 600 beboere fordelt på 433 adresser.

Giv os 2.500 kroner

Nu er Hanne og Bente Vad - og en række andre indsamlere - på vej ud for at bede om penge. Faktisk mange penge. Mindst 2.500 kroner per adresse. 

- Vi ved godt, det er mange penge at bede om, men det koster altså 475.000 kroner at købe bygningen af den nuværende ejer, siger Peter Breum, der er talsmand for arbejdsgruppen Vælt den gamle brugs.    

 
 
Foto: Finn Grahndin

Skræmmer tilflyttere væk 

Folk er blevet "advaret" inden indsamlingen blandt andet via flyers, der fortæller om baggrunden for indsamlingen.

- Det er ikke smart, at der ligger sådan et forfaldent byggeri lige midt i byen, når der kommer mulige tilflyttere til Skovlund, siger Peter Breum. 

 
 
Foto: Finn Grahndin

Kedelig udsigt

En af tilhængerne af at få revet den gamle brugs ned er Jan Gaarde. Han er nabo til den store bygning.

- Det her er vores udsigt fra vores terrasse om sommeren, siger han og peger på bygningen, der skygger godt for solen.

Han og hustruen er blevet enige om at give 3.000 kroner til indsamlingen. Og mere, hvis der ikke kommer nok penge i kassen. 

- Vi betragter det som en investering, for hvis vi skal sælge vores hus en dag, så er det jo ikke noget godt salgsargument at have en stor forfalden bygning som nabo, siger Jan Gaarde. 

Jan Gaarde er nabo til den gamle brugs og glæder sig til at få en pænere udsigt.  
Jan Gaarde er nabo til den gamle brugs og glæder sig til at få en pænere udsigt.  
Foto: Finn Grahndin

Peter Breum er usikker på, hvor længe den bare har stået ubenyttet hen. 

- Siden 2007, tror jeg. Det var vist nok meningen, at den nuværende ejer ville lave lejligheder i den, men det er ikke blevet til noget, siger han.

Kommunen betaler

Varde Kommune støtter projektet, på den måde at man herfra vil betale for nedrivningen af bygningen, når eller hvis borgerne får samlet nok penge ind til at købe den gamle brugsbygning.

Kommunen regner med, at det vil koste cirka en million kroner. 

Øjebæen ligger lige over for den nyrenoverede Ole Flensted-parken.
Øjebæen ligger lige over for den nyrenoverede Ole Flensted-parken.
Foto: Finn Grahndin

Hvad der skal være på grunden, har man ikke besluttet endnu.

- Det er borgerne, der køber den, så er det også borgerne, der skal bestemme, hvad grunden skal bruges til, siger Peter Breum. 

Indsamlingen har foreløbig givet 260.000 kroner.

Den gamle brugs i Skovlund havde engang et benzintankanlæg.
Den gamle brugs i Skovlund havde engang et benzintankanlæg.
Foto: Finn Grahndin