TV der bevæger dig

Omfattende strejker på slagterier

00:33

Slagteriarbejdere siger nej til ny akkord.

1 af 2

Danish Crowns slagterier i Blans, Horsens og Sæby er ramt af omfattende arbejdsnedlæggelser. Knap 1300 medarbejdere strejker i protest mod en ny akkord.

Strejkerne brød ud blandt en mindre gruppe medarbejdere på kambåndet på Danish Crowns slagteri i Blans i går, og de har tirsdag fået følgeskab af resten af slagteriarbejderne i Blans samt kolleger i Horsens og Sæby.

Ifølge tillidsrepræsentanterne Karsten Thomsen, Sæby, og Lars Mose, Horsens, strejker slagteriarbejderne på de to andre slagteriet i sympati med kollegerne i Blans.

Danish Crown siger, at den nye akkord-aftale i Blans er indgået inden for overenskomstens rammer. Den betyder i praksis, at fire medarbejdere hele tiden skal skifte mellem fire forskellige processer i stedet for som tidligere at udføre en af opgaverne i en længere periode, for derefter at rotere.

Konsekvenser af den nye model er i følge tillidsmanden på slagteriet i Blans, Brian Vestergaard, en lønnedgang på 27-30 kroner i timen.

- Hvis du sammenligner med den akkord, vi havde i fredags, og den vi skulle have startet med mandag morgen, hvis vi var gået i arbejde, så havde der været den her lønnedgang, siger Brian Vestergaard til DR Syd.

Skal producere mere effektivt

Danish Crown oplyser, at slagteriarbejderne typisk tjener mellem 190 og 195 kroner i timen.

Omkostningen ved at producere et kilo kød er i disse år på dagsordenen på stort set samtlige samarbejdsudvalgsmøder i Danish Crown.

Lønomkostningen på et dansk slagteri er mere end dobbelt så høj som i en række EU lande rundt om Danmark, oplyser Danish Crown.

- Hvis ikke vi kan producere en tand mere effektivt end i de lande, hvor lønningerne er langt lavere, så forsvinder der danske arbejdspladser. De seneste år har vi set en nedgang i produktionen af danske slagtesvin, og det betyder automatisk færre arbejdspladser - og i den sidste ende hænger det sammen med produktionsomkostningerne. Det oplever vi faktisk, at der generelt er stor forståelse for blandt medarbejderne, siger pressechef Jens Hansen.

Parterne mødes tirsdag eftermiddag.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden