Ove er ensom: Før kunne jeg alt, nu kan jeg ikke engang se frikadellerne

90-årige Ove Krøjgaard Lund skyller en gang om ugen ensomheden ned i Mændenes Morgenmadsklub i Horsens.

Det kan blive ensomt at blive ældre, når helbreddet svigter, eller ens kære går bort. Tal viser, at ni procent af alle ældre over 65 år, der bor alene, føler sig ensomme. Den følelse kender 90-årige Ove Krøjgaard Lund.

quote

- Nu er jeg også svagtseende, så jeg har lidt problemer med at finde på noget. Jeg kan ikke engang se, når frikadellerne er brune.

Ove Krøjgaard Lund, pensionist, Horsens

- Jeg kan godt blive lidt ensom. Det er ikke det samme som før, hvor jeg kunne alting. Nu er jeg også svagtseende, så jeg har lidt problemer med at finde på noget. Jeg kan ikke engang se, når frikadellerne er brune, siger pensionist Ove Krøjgaard Lund.

I Horsens Kommune forsøger de at komme ensomheden til livs. Her tilbyder de hver dag aktiviteter for de ældre bl.a. på Plejehjemmet Nørrevang. 

 Her deltager Ove Krøjgaard Lund en gang om ugen i Mændenes Morgenmadsklub. 

- De er så muntre alle sammen, og så får man en lille en, lyder det fra Ove Krøjgaard Lund.

Desværre kender mange ældre ikke til kommunens tilbud. Det er ærgreligt, da relationerne er sunde for de ældre.

- Vi har noget, der hedder relationer er sundere end gulerødder, for du kan spise nok så sund mad, men sidder du derhjemme uden relationer, så er risikoen for at få en depression meget høj. Det kan vi forhindre ved, at de ældre kommer her og deltager i aktiviteter, siger Liz Langfeldt, aktivitetsmedarbejder på Plejehjemmet Nørrevang i Horsens.