Overblik: Her kommer du i julestemning

Der er mange steder i Syd- og Sønderjylland, hvor du kan komme i rigtig julehumør. Vi har samlet et lille udvalg til dig.

Kalenderlyset er tændt, og de næste 24 dage er der mange steder i Syd- Sønderjylland, der byder på vaskeægte julestemning.

I julebyen Tønder kan man gå på opdagelse i Det Gamle Apoteks 1200 kvadratmeter store julebutik. Også Ribe gør noget ud af det, når de fejrer december under titlen Peters Jul med arrangementer og julemarkeder.

Hvis man alligevel er på Ribeegnen kan man køre lidt sydpå, hvor Storgården ligger. Her kan man hjælpe vikingerne med at kalde lyset tilbage og smage på hedenske juleretter.

Denne weekend kan du tage til julemarked på Museumsgården ved Grindsted. Her sælges der juletræer, og i laden er der forskellige juleboder. 

Kunne du tænke dig en juletur med et dampveterantog, skal du til Vejle. Her kører toget til Grejsdalen tre gange tur/retur både lørdag d. 3. og søndag d. 4. december.

December har jo tradition for masser af lækker julemad, så måske en gå- eller løbetur kunne være godt. I hvert fald kan du være med til at marchere til støtte for julemærkehjemmene søndag formiddag. I det sydlige Jylland er der startsteder i Fredericia, Grindsted, Haderslev, Kolding, Kruså, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejle og Aabenraa.