Overfaldet efter anmeldelse af voldtægter

En kvinde blev opsøgt at to mænd og slået dagen efter, at hun havde anmeldt en brutal voldtægt i Tønder. Episoden blev omtalt, da en 34-årig mand blev dømt for voldtægterne.

Den 34-årige mand fra Tønder blev idømt 2½ års fængsel for to brutale voldtægter, hvor offeret blev slået og taget hårdt om halsen. I straffen indgår også anklager om grov vold og trusler på livet mod en anden kvinde.

JydskeVestkysten skriver fra retssagen, at den 34-årig også er mistænkt for at have forsøgt at påvirke den unge kvinde, som anmeldte de to voldtæger.

Men politiet kunne ikke bevise, at han havde hyret to bekendte til at opsøge kvinde og true hende.

Kvinden blev opsøgt at to mænd dagen efter, at hun havde anmeldt voldtægterne. De udsatte hende for både trusler og vold. Bl.a. fik hun et blåt øje og sår i ansigtet.

Senioranklager Rikke Brandgaard-Nielsen, siger til JydskeVestkysten, at politiet forgæves har forsøgt at finde frem til de to overfaldsmænd, som der ellers foreligger et godt signalement af. Dermed indgik denne episode heller ikke som en del af det omfattende sagskompleks, der indbragte den 34-årige den lange fængselsstraf.