TV der bevæger dig

Nu kan hjemløse trække mad døgnet rundt

På Sølyst i Horsens skal en ny madautomat være med til at få mere mad i beboerne - og det virker.

Der er både håndmadder, sandwich og en masse anden mad i den nye automat. Foto: Per Algreen

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

Man kan ikke altid vide, hvornår den lille sult melder sig. Men skulle det ske uden for 'normal' spisetid, så kan det være frustrerende, hvis der er lange udsigter til mad.

Men det er slut nu - i hvert fald for beboerne på forsorgshjemmet Sølyst i Horsens.

Her har de ansatte nemlig installeret en madautomat, så beboerne på alle tider af døgnet kan forsyne sig med en større eller mindre ret.

Blandt udvalget er blandt andet frisk lasagne, pastaretter, morgenmad og desserter. Og det har stor betydning for netop de beboere, Sølyst huser.

 - Nogle af vores beboere er ofte i en dårlig ernæringsmæssig tilstand, når de kommer her. Så med madautomaten kan vi nu bedre tilgodese alle, siger Anja Nutzhorn Vig, der er social- og sundhedsassistent på Sølyst.

Anja Nutzhorn Vig er hjernen bag den nye madautomat. Foto: Per Algreen

Og der bliver trukket livligt i de små madlåger både dag og nat.

- Jeg er overrasket over, at så mange beboere køber mad om natten, men det viser jo bare, hvor vigtigt det er at finde lige netop de tilbud, der dækker behovet, siger hun.

Udover god næring til beboerne, så er der faktisk også en administrativ gevinst ved automaten. Det sparer nemlig personalet for megen unødig planlægning for at få mad i beboerne.

- Nu kan vi tilgodese alle - også de beboere, der sover længe om morgenen og gerne vil spise andet end sovs og kartofler som dagens første måltid, fortæller Anja Nutzhorn Vig.