Pesticider fundet i østjysk drikkevand

Trefor Vand har fundet pesticider i 15 af 80 vandboringer. Nu overvejer selskabet at rense sit drikkevand.

Vi er vant til, at dansk drikkevand kan hentes direkte op fra undergrunden og drikkes. Men den tid er måske ved at være forbi. Det skriver Politiken.

Lige nu overvejer landets tredjestørste vandforsyning, Trefor Vand, som leverer drikkevand til 48.000 kunder i Fredericia, Kolding, Lunderskov, Middelfart og Vejle, at begynde at rense drikkevandet.

quote

I vores bestyrelse er vi langt inde i de overvejelser om at rense drikkevandet.

Charles Nielsen, direktør, Trefor Vand

Vandprøver viser, at der er pesticidrester i 15 af selskabets 80 vandboringer. I syv af vandboringerne ligger pesticidindholdet over det tilladte i drikkevand. Foreløbigt har Trefor Vand måttet lukke én vandboring.

I Trefor Vand er bestyrelsen, ifølge direktør Charles Nielsen, langt inde i overvejelser om at rense vandet, før det sendes ud til forbrugerne.

- Kvaliteten af vores grundvandsressource er for nedadgående. Vi kommer givetvis til at finde flere og flere stoffer i det, efterhånden som vi bliver dygtigere til at måle. Så vi kan komme i en situation nogle steder, hvor det bliver nødvendigt at rense vandet, siger Charles Nielsen til Politiken.

Charles Nielsen kalder det "en erkendelsesrejse". For det har hidtil været et mantra, at i Danmark drikker vi urenset grundvand.

En dårlig udvikling

Ifølge professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU Miljø kan rensning af grundvandet blive et nødvendigt redskab at tage i brug i fremtiden.

- Lige nu er rensning noget, man tyr til som absolut sidste løsning. Det, tror jeg, er forkert. Det må ind på lystavlen som en reel mulighed for at løse nogle af de problemer, man står med, siger han til Politiken.

De Radikales miljøordfører, Ida Auken, kalder det "en rigtig dårlig udvikling", at det er kommet så vidt.

- Det er rigtig, rigtig ærgerligt. For mig at se er det en helt grundlæggende dansk værdi, at vi drikker vores grundvand urenset, siger hun

Ida Auken erkender, at rensning kan være uundgåeligt nogle steder, men hun frygter, at det kan blive en glidebane til ringere beskyttelse ud fra det argument, at man kan rense sig ud af problemerne.