Politi lukker sex-tiltalts Facebook-profil

Syd- og Sønderjyllands Politi har lukket den Facebook-profil, som en 40-årig mand fra Esbjerg havde. Siden kogte over med trusler mod manden, som er tiltalt for sexmisbrug af ni børn.

Det er et stigende problem, at rasende danskere hænger hinanden ud på de sociale netsites og blandt andet udstiller pædofile med navn og billede. Det sker, selv om der er udstedt omfattende navneforbud, som skal beskytte både ofre og gerningsmænd, skriver Ekstra Bladet.

Skal lukkes hurtigere

- Lukningen er sket i samarbejde med den tiltalte, som slet ikke vidste, hvad der skete på siden. Det er helt klart, at vi fremover må overveje at få lukket profilerne hurtigt, så vi undgår overtrædelser af lovgivningen, siger vicepolitiinspektør i Syd og Sønderjyllands Politi, Bent Thuesen, til Ekstra Bladet.

I følge pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det ikke første gang, at de netbårne lovovertrædelser har fundet sted.

Har grebet om sig

- Det har grebet om sig efterhånden som nettet med de mange sociale sites har vundet indpas. Her tror folk åbenbart, de kan slippe af sted med alt. Men loven gælder ikke kun for pressen. Den gælder for alle, siger pressejurist Oluf Jørgensen.

- I den aktuelle sag, kan man konstatere flere  lov-overtrædelser. Nogle af ytringerne har en truende karakter, hvilket er ulovligt. Så er der regulære tilsvininger, der kolliderer med injurielovgivningen, uanset hvor alvorlig en forbrydelse, manden er sigtet for. Og i  sager om seksuelle krænkelser er der pr. automatik navneforbud for at sikre, at ofrenes identitet ikke bliver kendt. Så det er faktisk en ordentlig omgang.

Kan koste 100.000 kr.

Oluf Jørgensen lægger netop vægt på handling fra politiets side, men ikke blot ved at stoppe nogle Facebook profiler.

- Hvis man skal den slags til livs, eller reducere det væsentligt, så er det vigtigt, at politiet og sigtede personers advokater rejser nogle sager. Store bøder, erstatningsgodtgørelse og sagsomkostninger, hvor det sammenlagt kan koste måske op til 100.000 kroner, kan vel få de fleste til at stoppe ulovlighederne og vente på, at folk får en rettergang og faktisk bliver dømt, for det, de mistænkes for, fastslår Oluf Jørgensen overfor Ekstra Bladet.

Løber løbsk

Vicepolitiinspektør Bent Thuesen opfordrer brugerne af de sociale sites til at tænke sig grundigt om, før de lægger private oplysninger og fotos ud på nettet.

- Når først det løber løbsk, er det ikke til at styre, mener den vestjyske vicepolitidiektør.