Politiet håber video fra arresten afslører hærværksfolk

Politiet er mandag gået i gang med at samle videomateriale ind fra området omkring politistationen og rådhuset i Haderslev efter et omfattende graffiti-hærværk søndag morgen.

Mandag morgen ligner politistationens facade på Gammelting 3 midt i Haderslev atter sig selv. I løbet af søndagen blev de synlige spor at et omfattende graffitihærværk rettet mod politiet fjernet.

Inde bag de rengjorte mure er efterforskningen gået i gang for at finde frem til, hvem der står bag graffitien på adskillige mure omkring politistationen og rådhusets nærliggende parkeringsplads. Her spiller indsamling af materiale fra video-overvågninger i området - bl.a. fra arresten, der ligger på samme grund som politistation - en hovedrolle.

- Vi håber meget på, at video-materialet giver os nogle gode spor at gå efter. Vi skal også tjekke nogle henvendelser fra vidner - og hører fortsat gerne fra alle, der er kommet forbi politistationen søndag morgen, siger vicepolitiinspektør Jeppe Kjærgaard, der er leder af Syd- og Sønderjyllands Politis Områdestation Nordøst i Haderslev,  til TV SYD. 

quote

Det er ærgerlig vandalisme, som skatteborgerne nu skal betale for at få fjernet. Det harmer mig.

H.P. Geil, (V), borgmester, Haderslev

Søndag morgen fra klokken 07.10 og en times tid frem blev politistationens facade på Gammelting 3 forsynet med to gange graffiti-påskrifter med det engelske udtryk "Fuck Cops". På politistationens mur ud mod Laurids Skaus Gade var graffitien mere omfattende med flere nedgørende udsagn på dansk om politiet. Der var også lavet lignende graffiti på parkeringspladsen ved det nærliggende Haderslev Rådhus. 

- Det er ærgerlig vandalisme, som skatteborgerne nu skal betale for at få fjernet. Det harmer mig, siger Haderslevs borgmester H.P. Geil, (V) til TV SYD om hærværket. Han bebuder samtidig, at kommunen vil gøre alt for at få pengene igen hos gerningsmændene, når de bliver afsløret.

Her ses noget af graffitien på parkeringspladsen ved det nærliggende Haderslev Rådhus. 
Her ses noget af graffitien på parkeringspladsen ved det nærliggende Haderslev Rådhus. 
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD