Politikere mødes i næste uge om jernbaneoverskæring

Borgmester kalder lukning af jernbaneoverskæring for grotesk.

Politikerne i den såkaldte grønne forligskreds mødes den 21. juni for at drøfte den planlagte lukning af i alt ni jernbaneoverskæringerne på jernbanelinjen fra Bramming til Tønder. Partierne i forligskredsen er Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Tre kilometer fra der, hvor Banedanmark vil lukke jernbaneoverskæring nummer 26 på Hillerup Markvej, bruger staten et trecifret millionbeløb på at udvide hovedvej A11 med flere spor. Men en lukning af jernbaneoverskæringen vil sende langsomme, tunge landbrugsmaskiner ud på hovedvejen.

- Det er grotesk, at man ikke har tænkt de to projekter sammen, siger Esbjerg borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

quote

Der mangler sådan set bare en bom.

Jesper Frost Rasmussen, borgmester (V), Esbjerg 

De bør gentænke beslutningen

Han sendte tirsdag et brev til Folketingets trafikudvalg og til transportminister Ole Birk Olesen (LA), hvor han opfordrer dem til at gentænke den gamle beslutning fra 2009 om at lukke jernbaneoverskæringen, fordi forudsætningen har ændret sig.

Dengang var det planen at lave en ny omfartsvej vest om Ribe, men den er nu droppet, derfor er baggrunden for at lukke jernbaneoverskæringen nu en anden, siger borgmesteren. 

- Nu bør de droppe planerne om at lukke jernbaneoverskæringen, siger han og tilføjer, at den er allerede sikret med lyd og lys.

- Der mangler sådan set bare en bom, siger Jesper Frost Rasmussen tirsdag til TV SYD. Hør ham i klippet øverst i artiklen. 

I Hillerup kæmper borgerne for deres jernbaneoverskæring.
I Hillerup kæmper borgerne for deres jernbaneoverskæring.