Politisk velvilje nødvendig for at bevare hestevæddeløb

Uden de små amatørtrænere og de mindre væddeløbsbaner er der ingen fremtid for hestevæddeløb i fremtiden. Det siger fhv. borgmester i Vejle, Leif Skov, efter møder med to udvalg i Folketinget.

- Dansk hestevæddeløbs overlevelse er helt og aldeles afhængig af politikernes velvilje, uddyber Leif Skov i en artikel, som Billund Trav har stillet til rådighed.

Han henviser til sidste års vedtagelse af den såkaldte Idrætsaftale og en ny fordeling af de såkaldte tips- og lottomidler.

Aftalen betød en markant nedgang i tildelingen af midler til driften af de danske væddeløbsbaner og herunder præmiebudgettet til hesteejere og opdrættere. Det betyder, at både banen i Billund og i Nykøbing Sjælland er truet lukning.

Tildelingen beskæres i løbet af de kommende år med ca. en tredjedel fra ca. 90 mio. til ca. 60 mio. kr. årligt, og kun et større greb i sportens egen formue sikrede samtlige baners eksistens i indeværende sæson.

Den tidligere Vejle-borgmester er medlem af bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund, som har haft foretræde for både Skatteudvalget og Kulturudvalget på Christiansborg.

Han er optimistisk, selv om et stort set enigt Folketing stod bag vedtagelsen af L23 om den ændrede fordeling af tips- og lottomidler.

Men det er Leif Skovs opfattelse, at ikke mange af de 179 folkevalgte havde gennemskuet konsekvenserne ved vedtagelsen:

- Jeg vil vurdere, at politikerne i dag er langt mere oplyste omkring sportens vilkår, end tilfældet var ved vedtagelsen. Det kan umiddelbart være svært at forstå, at lovteksten isoleret betragtet var den rene katastrofe for hestevæddeløbssporten og på sigt kan medføre tab af arbejdspladser i størrelsesordenen op til 800 på landsplan.

Travsporten ønsker, at væddeløbssporten får mulighed for at løsrive sig fra spilmonopolet Danske Spil. Præcis som det var tilfældet før år 2000, hvor spilleselskabet Dantoto var ejet af hestesporten selv.

- Det helt oplagte scenarie er en fælles nordisk spilleplatform for spil på heste, og hvor der er spil til stort set alle trav- og galopløb fra hele Norden, vurderer Leif Skov. Det vil give højere omsætninger inden for hestespil generelt ? ja, vi kalkulerer med en omsætningsfremgang på 55 pct. Og det er måske endda et lidt forsigtigt og konservativt bud.

Travsporten er under voldsomt pres - og den traditionsrige travbane i Billund lukker, hvis politikernes planer om at skære kraftigt i tipsmidlerne til travsporten. I dag førstebehandlede Folketinget lovforslaget. Derfor var travsports-folk fra hele landet taget turen til Christianborg for at demonstrere - med både kampråb og hovtramp.

Gense TV SYDs indslag om trav-demo ved Christiansborg i november.