Positivt gensyn for Arbejdstilsynet

For en gang skyld blev Arbejdstilsynet positivt overrasket, da tilsynet onsdag besøgte 50 byggepladser, som havde store problemer for to uger siden. Kun et enkelt sted var en påbud ikke blevet efterkommet.

- Der er et enkelt af de påbud, vi gav, som ikke er helt efterkommet. Men ellers ser det faktisk pænt ud. Så det er en meget høj hit-rate, som vi er meget tilfredse med, fortæller tilsynschef Lene Teilberg til P4 Trekanten.

Generelt er byggepladserne gode til gruse på pladserne. Der er dog også enkelte pladser, hvor vintervejret gør det umuligt at arbejder.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Ud over de byggepladser, som fik et genbesøg, besøgte Arbejdstilsynet en række byggepladser, som ikke har haft besøg før. Og her blev der afsløret store problemer med sikkerheden. Specielt faren for nedstyrtning og for at falde eller snuble er overhængende.

- Der er stadig alvorlige overtrædelser, siger Lene Teilberg til regionalradioen.