Prisvindende iværksættere vil have dig til at spise mikrogrønt for klimaets skyld

En gruppe unge mænd fra Kolding startede med at levere lys til at dyrke planter. Nu vil de have udbredt grøntsager i ministørrelse.

- Det skal sku være cool at dyrke planter.

Ordene kommer fra 21-årige Søren Bruun. Han er en del af holdet bag virksomheden Gro Lys fra Kolding, som tidligere på året vandt prisen Årets Iværksætter ved Business Koldings årlige awardshow.

Udgangspunktet i Gro Lys er planter – og deres vision for arbejdet med at dyrke grønt er, at det skal være mere bæredygtigt. Klodens ressourcer er begrænsede, så Gro Lys vil gerne skabe en mere klimavenlig produktion af planter.

Mikrogrønt bruger minimalt med vand.
Mikrogrønt bruger minimalt med vand.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

Derfor vil de have dig til at dyrke mere grønt selv. Blandt andet mikrospirer. Men inden vi når til mikrospirerne, er du lige nødt til at vide lidt mere om Gro Lys.

LED-lys og medicinsk cannabis

Det var 23-årige Anders Lunden, der tilbage i 2014 startede Gro Lys. Virksomheden specialiserer sig i LED-belysning til fremstilling af planter. LED-lyset bruger mindre strøm end den belysning, der er i mange gartnerier.

- Det er meget mere effektivt og miljøvenligt for klimaet, siger Anders Lunden.

Efter en hård opstart, hvor omsætningen udeblev, har virksomheden nu udviklet sig til at omsætte for et sekscifret beløb hver måned.  Det er blandt andet sket ved, at Gro Lys har hjulpet virksomheder med at blive godkendt til at dyrke medicinsk cannabis og solgt produktionsudstyr, blandt andet lys, til dem.

- Da Colorado (amerikansk delstat, red.) legaliserede cannabis, og de flere andre steder i verden åbnede op for cannabis, tænkte jeg, at det også måtte komme til Danmark. Så jeg begyndte at specialisere mig i produktionen af cannabis, så jeg var klar, når der kom en legalisering til Danmark, fortæller Anders Lunden.

- Da der blev åbnet for forsøgsordningen med medicinsk cannabis, så rykkede markedet sig. Vi kunne tydeligt mærke det, for vi leverede blandt andet lys til en produktion på Fyn.

Deres succes med den medicinske cannabis betyder også, at de nu skal til at holde kurser i dyrkning af medicinsk cannabis.

Mikrogrønt på køkkenbordet

Anders Lunden har i mellemtiden udvidet holdet bag Gro Lys med først barndomsvennen Hjalmar Buchwald. Senere er 21-årige Søren Bruun og 20-årige Andreas Wolfson kommet til. Og sammen har de nu stiftet det nye selskab Microgreens, hvor den 24-årige kokkeelev Alex Pichardt er direktør. Direktøren har blandt andet tidligere stået bag gryderne ved Søllerød Kro. 

I deres showroom centralt i Kolding kan man se det første system til dyrkning af mikrogrønt. En stålreol med specialfremstillet LED-lys. Under lamperne dyrker de mikrospirer på hampemåtter.

Der bliver hverken brugt jord eller gødning til dyrkningen af mikrogrønt.
Der bliver hverken brugt jord eller gødning til dyrkningen af mikrogrønt.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

- Det skal være lidt mere trendy at dyrke planter igen. Vi skal have folk med på den grønne bølge for at skåne miljøet. Vi vil gerne være frontløbere på den udvikling, siger Hjalmar Buchwald.  

- Det er at dyrke mad med så lavt et brug af ressourcer som muligt. Det her er en af løsningerne på fremtidens udfordringer med klimaet og at få mættet det stigende antal mennesker her på kloden. Vi bruger næsten ingen strøm, og vi bruger minimalt vand til at dyrke microgreens, siger Anders Lunden.

Grøntsagsspirerne er økologiske, og der er ingen jord eller gødning involveret. Derfor kan de nærmest dyrkes overalt. Og man kan dyrke rigtig mange mikrospirer på meget lidt plads. Derfor er det oplagt i eksempelvis storbyer, forklarer holdet bag den nye grønne forretning.

- Visionen er, at alle skal have mulighed for at nyde godt af mikrospirer. På den måde kan vi alle få lov til at leve lidt sundere og lidt mere bæredygtigt, siger Hjalmar Buchwald.