Prut om prisen på sommerhuset

Sommerhuspriserne i Syd- og Sønderjylland og på Fyn falder stadig. I den seneste måned var prisfaldet på 1,8 procent, mens priserne i hele landet i gennemsnit steg med 1,4 procent.

Sælgerne giver store afslag på udbudspriserne, nemlig 125.000 kroner i gennemsnit for hele landet, fortæller boligsiden.dk, som ejendomsmæglerne står bag.

Sommerhushandlen i Syddanmark går særlig trægt i Syddanmark, da prisen pr. kvadratmeter er landets højeste, nemlig 16.860 kroner. Her er det kystnære fritidshusene på Vestkysten, der trækker op.

2.120 sommerhuse er til salg i Syddanmark. Udbuddet er steget med 2,7 procent i den seneste måned. I hele landet er 11.365 fritidshuse til salg.

Salgstiden i Syddanmark er på 313 dage i gennemsnit. I hele landet er den på 329.

Ejendomsmæglerne fortæller, at køberne har størst succes med at prutte om prisen, når det gælder fritidshuse.

- I gennemsnit bliver der slået 1.487 kroner af prisen pr. kvadratmeter, når der handles sommerhuse. Det er over dobbelt så meget, som man kan forvente i afslag på andre boligtyper. Til sammenligning bliver der slået 720 kroner pr. kvadratmeter af villaer og rækkehuse og bare 659 kroner pr. kvadratmeter, hvis man køber en ejerlejlighed, oplyser Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for boligsiden.dk