TV der bevæger dig

Region Syddanmark åbner lægepraksis i Ribe Sundhedshus

Sådan forestiller arkitekt Charlotte Folke sig, at det nye modtageområde i Ribe Sundhedshus vil tage sig ud..

En lægeklinik i sundhedshuset skal trække flere praktiserende læger til området.

Region Syddanmark vil indrette en lægepraksis i Ribe Sundhedscenter fra december 2016. Etableringen af en lægepraksis i sundhedshuset skal trække flere praktiserende læger til området. Derudover vil den nye lægepraksis understøtte Esbjerg Kommunes arbejde med at samle de primære sundhedstilbud, så borgerne kan finde en række sundhedstilbud samlet på et sted.

Borgerne i og omkring Ribe kan fra 2017 besøge både læge, tandlæge, jordemoderkonsultation, hjemmesygeplejen og den kommunale genoptræning, når de træder indenfor i Ribe Sundhedscenter.

Region Syddanmark vil investere 5,8 millioner kroner i en ny lægeklinik i sundhedscenteret med plads til tre læger plus én læge under uddannelse. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Sundhedscenteret ligger i det tidligere sygehus, og Esbjerg Kommune vil udleje lokalerne til regionen, som istandsætter arealerne og lejer dem ud til lægerne.

Regionens erfaring fra de andre sundhedshuse, som er bygget, viser, at de unge læger gerne vil indgå i et samarbejde med andre læger, så der er mulighed for faglig sparring.

Region Syddanmarks formand for Sundhedssamordningsudvalget, Tage Pedersen (V), forklarer, hvorfor regionen er indstillet på at skyde penge i en ny praksis:

- Vi har en god fornemmelse af, hvad der skal til for at lokke flere læger til vores region, og der er ingen tvivl om, at muligheden for samarbejde med andre læger vejer tungt. Derfor vil vi rigtig gerne gøre, hvad vi kan for at skabe muligheden for det samarbejde, så vi kan få flere dygtige læger til Vestjylland.

De nye lægefaciliteter forventes at stå færdige i december 2016.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden