TV der bevæger dig

Efter afsløring: Regionen rydder op i misvisende lægetitler

Nu vil Region Syddanmark rydde op i misvisende lægetitler. Foto: Louise Mathilde Johnsen, TV SYD

Region Syddanmark gennemgår navneskilte og titler efter TV SYD’s afsløringer

Region Syddanmark gennemgår nu navneskilte og titler for alle de læger, som er rekrutteret fra udlandet. Det sker for at opklare, om medarbejdere uden autorisation i Danmark har titel af læge.

Gennemgangen kommer, fordi TV SYD har afsløret, at medarbejdere i årevis har haft forkerte titler. Blandt andet har danske medicinstuderende og udenlandske medarbejdere uden dansk autorisation båret navneskilte med titlen ”lægevikar”. 

Hvis man skal opretholde tilliden til vores sundhedsvæsen, så er man nødt til at vide, hvem der er hvem på sygehuset. 

- TV SYD har gjort os opmærksomme på sagen, og derfor vil vi sikre os, at tingene er i orden. Intet tyder på, at der har været problemer med det arbejde, de har udført. Men vi er ved at undersøge titlerne, så vi gør tingene rigtigt, siger regionsdirektør Jane Kraglund til TV SYD.

Styrelsen vil stramme op

Allerede i 2009 forbød Sundhedsstyrelsen, at man kalder sig ”lægevikar”, hvis man ikke har dansk autorisation. Efter TV SYD’s afsløringer er sagen endt på sundhedsminister Sophie Løhdes bord, og Styrelsen for Patientsikkerhed er på vej med skærpede regler.

- Hvis man skal opretholde tilliden til vores sundhedsvæsen, så er man nødt til at vide, hvem der er hvem på sygehuset. Og om udsagn og rådgivning kommer fra en læge eller ikke-læge. Ellers falder tilliden til hele systemet, siger ledende embedslæge Henrik L. Hansen til TV SYD.

Formanden for regionens psykiatriudvalg, Thies Mathiasen (DF), er enig og hilser opstramningen velkommen. Det samme gør et andet medlem af udvalget, Ida Damborg fra SF.

Patienten har krav på information

Patienter har ret til at vide, hvem som behandler dem. Denne ret fremgår af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om informeret samtykke. Bekendtgørelsen siger, at patienten kan sige ja eller nej til den behandling, som en medarbejder anbefaler.

Samtykket skal ifølge regler ske ”på baggrund af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side”. Det omfatter også, om en medarbejderen har autorisation i Danmark eller ej.

Falsk lægetitel i psykiatrien

Som TV SYD afslørede for nylig, bar en 30-årig mand på Psykiatrisk Afdeling Kolding Vejle i over otte måneder et navneskilt med titlen ”reservelæge”, selv om den russisk uddannede mand ikke har dansk autorisation. Også afdelingens telefonliste og reception omtalte ham som læge, og han kaldte sig læge på sin Facebookprofil.

Region Syddanmark forsvarede i første omgang manden med, at han altid præsenterede sig som ”lægevikar”, når han talte med de indlagte patienter. Men også denne titel er ulovlig at bruge, når man ikke har autorisation i Danmark, hvor manden end ikke er tilmeldt de omfattende eksamener, han skal bestå for at blive læge i Danmark.

TV SYD kunne i sidste uge afsløre, at manden vidste, at han ikke måtte bruge disse titler. Allerede før sin ansættelse havde han nemlig fået en mail, der slog fast, at han slet ikke må bruge titler, hvor ordet ”læge” indgår.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden