Rema-røver må holde jul i fængslet

Den 39-årige mand, der er sigtet for et røveri i Rema 1000 i Jelling, er nu bag tremmer.

Røveren, der 16. december truede to medarbejdere i Rema 1000 i Jelling med en køkkenkniv, får nu lov at holde jul og nytår i fængslet.

Juleaftensdag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor han blev varetægtsfængslet indtil 19. januar 2018.

Det fortæller vagtchef Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.

Under røveriet truede den 39-årige personalet til at udlevere de penge, der var i kassen, hvorefter han gennede de to medarbejdere ind på butikkens kontor.

For få dage siden udsendte Sydøstjyllands Politi et signalement og overvågningsbilleder af gerningsmanden. Røveren blev genkendt, og det førte til en anholdelse lillejuleaften.