Restaurant Bind kan ikke få hænderne ned

Restaurant Bind ved Flensborg Fjord har igen samlet penge ind til julemærkehjemmet i Kollund. Ny rekord.

Madglade gæster skulle betale for at få lækker gourmet-mad men kunne der ud over også give penge til indsamlingen via auktioner m.m.

Gæsterne fik nu ikke bare god mad men også udsøgt betjening af kendte tjenere.

Pia Bind havde på forhånd nedtonet forventningerne - eller måske snarere håbet - om en ny rekord for indsamlingen. Men resultatet af torsdag aftenen blev 333.118 kr.

- Vi er så stolte at det kan lade sig gøre i en lille restaurant i lille Sønderhav, siger Pia Bind.

De 150 børn på Julemærkehjemmet Kollund får ingen offentlig støtte og må derfor klare sig med indtægter fra f.eks. salg af julemærker og indsamlinger. Desværre daler indtægten af det traditionelle salg af julemærker samtidig med at udgifterne til vand, varme og mad stiger.

Set over de sidste 10 år er omsætningen af solgte julemærker faldet med 9 mio. fra 26 til 17. Det er en nedgang på 29%.

Men selvom et ophold på 10 uger koster 61.000 kroner, så betaler hverken forældrene eller kommunerne en krone for hjælpen.

Derfor kommer de over 300.000 kr. fra Restaurant Bind som en stor godbid til det økonomisk trængte julemærkehjem.