Seer-foto: Mørke skyer over Sønderborg

Sønderborg har mistet mange statslige arbejdspladser i år - og føler måske fremtiden lidt truende. Det symboliserer dagens vejrfoto, som en TV SYD-seer har taget.

Det er Per Franson fra Nordborg, som har taget billedet fra rundkørslen ved Madeskoven uden for Sønderborg.

I det hele taget har vejret i Syd- og Sønderjylland været meget vekslende i løbet af onsdagen. En smuk start med sol - så voldsomme cumullus-skuer, der voksede op som blomkålshoveder med en truende blågrå farve på undersiden.

Der er også faldet kraftige regnbyer mange steder. Men de er faldet meget lokalt. På den Sønderjyske motorvej kunne man således ved middagstid opleve store vandpytter på kørebanen over et par kilometer syd for Kolding - og helt tør vejbane på begge sider.