Seks minutters hovedkasten: Storkene beskytter reden mod fremmede

Fremmede fugle truede storkereden i Smedager torsdag formiddag. Det fik storkene i Smedeager til at lave usædvanlige bevægelser for at beskytte reden.

Tommy og Annika kaster hovedet tilbage, knebrer med næbbet og basker med vingerne.

Det er ikke hver dag, man ser det syn i storkereden i Smedager. Men torsdag lavede storkeforældrene de bevægelser i cirka seks minutter.

Storkeekspert Mogens Lange fra storkene.dk har et bud på, hvorfor storkeforældrene opførte sig på den måde.

- Jeg er ret sikker på, det sker, fordi der er fare på færde. Enten så er der en rovfugl på himlen, eller mere sandsynligt er der andre storke, der flyver over reden, siger han til TV SYD.

Han fortæller, at der ofte er fremmede storke fra Tyskland, der i det gode vejr flyver en tur over reden i Smedager. Det er Tommy og Annika ikke vilde med.

- Storkene ønsker ikke fremmede storke i reden, så de prøver at skræmme dem væk, siger Mogens Lange.

Ligner en velkomsthilsen

Storkenes bevægelser kan dog nemt forveksles med en velkomsthilsen til hinanden. Når de hilser, laver de samme bevægelser. Men en storkehilsen varer ofte kun 10 sekunder.

- Når de bliver ved så længe, som de gør her, så er det, fordi de vil skræmme noget væk, siger Mogens Lange.

Følg med i livet i storkereden i Smedager her.