Sjælden plante genfundet på hede

Cypres Ulvefod er ikke set på stedet i fire årtier. Nu er den der igen.

Vi skal helt tilbage til 1980’erne, siden hedeplanten Cypres Ulvefod sidst blev registreret på hederne i Sønderjylland. Måske har den været der hele tiden, men nu er den opdaget igen. Ved Gels Å på Åskov Hede, et smukt areal sydøst for Ribe, som bilisterne kører igennem på landevejen mod Gram.

- Det var helt tilfældigt, at vi fandt den herude, siger skovfoged Jens Hjerrild Hansen.

- Det er jo fantastisk, at den stadig er her. Det er med til at gøre områdets biodiversitet endnu større, siger han.

quote

Det er jo fantastisk, at den stadig er her. Det er med til at gøre områdets biodiversitet endnu større.

Jens Hjerrild Hansen, skovfoged, Naturstyrelsen 

Cypres Ulvefod er på listen over arter, som er i fare for helt at forsvinde, fordi er så sjælden i Danmark.

Den findes kun på en håndfuld steder i Midt- og Vestjylland, men den er også blevet genfundet et enkelt sted i Gribskov på Sjælland og nu altså også på Åskov Hede.

Nu er Naturstyrelsen i gang med et forsøg omkring planten. Det skal afdække, hvilken naturforvaltning der er bedst for den, så den kan sprede sig yderligere.

- På den måde kan vi være med til at sikre den sjældne plante ved forhåbentligt at øge bestanden i området, siger skovfoged Jens Hjerrild Hansen.

Hør et klip med ham her:

Jens Hjerrild Hansen, skovfoged, er begejstret over det nye plantefund.