Skole fra Uldum løb flest penge ind til kræftramte

Eleverne på Bøgballe Friskole ved Uldum ærede afdød klassekammerat med deres deltagelse i Team Rynkeby Skoleløbet.

238 elever på Bøgballe Friskole ved Uldum mellem Horsens og Vejle var de bedste i landet til at løbe penge ind til Børnecancerfonden, da Team Rynkeby afholdt Team Rynkeby Skoleløbet på 114 skoler i hele landet før påskeferien.

Eleverne samlede hele 149.000 kr. ind til Børnecancerfonden, hvilket svarer til 626 kr. pr. elev. Det var det højeste beløb indsamlet pr. elev blandt alle de deltagende skoler i løbet.

I december blev skolen ramt af et tragisk dødsfald, da 12-årige Amalie Seerup Nielsen fra 6.x døde af den hjernetumor, som hun blev ramt af to år tidligere.

Løbet, der blev skudt i gang af den afdøde piges familie, blev derfor afholdt for at ære Amalies minde.

-Jeg er ufattelig stolt af elevernes indsats. De har været helt utrolig engagerede i sagen, og de har haft et brændende ønske om at gøre en forskel for børn med kræft, siger Bent Vestergaard, skoleleder på Bøgballe Friskole.

Ifølge Bent Vestergaard var det bevægende oplevelse for elever og ansatte at være med til at løbe penge ind til børn med kræft.

-Vi havde ikke noget mål om, at vi skulle være dem, der samlede flest penge ind, og vi har også sagt til eleverne, at det ikke var det, det kommer an på. For os handlede det mest af alt om at ære Amalie og vise vores støtte til Børnecancerfonden, siger Bent Vestergaard.