Skraldemænd fortsætter strejke

Tidligst på mandag bliver der tømt skraldespande hos private i Kolding. Skraldemændene besluttede fredag morgen at fortsætte deres arbejdsnedlæggelse.

Skraldemændene er ifølge deres tillidsmand utilfreds med "stigende overvågning" fra Kolding Kommune - og deres arbejdsgiver, firmaet Meldgaard Miljø A/S.

De mener, at overvågningen og for stramme arbejdsmiljøregler gør det for svært for dem at udføre deres arbejde.

Kommunen skriver på sin hjemmeside, at det er uklart, hvornår det affald, som skulle være hentet i dag og i går, bliver hentet.

- Hvis du ikke har mere plads i din affaldssæk/-container, kan du benytte en klar eller en sort plastsæk. Alt affaldet vil blive medtaget ved næste tømning, skriver kommunen.