Tour de France: Sønderborg ligger på hjul af Nancy

Sønderborg bliver målby for en af Tour de France-etaperne i 2021. Forberedelserne er i fuld gang.

I 2021 er Danmark vært for Tour de France, så i dag var en dansk delegation draget til det nordøstlige Frankrig. Her ligger byen Nancy, som sendte rytterne afsted på dagens etape. 

Det har byen prøvet mange gange før, så det er en stor inspiration blandt andet for Sønderborg Kommune, som bliver målby for én af de tre etaper i Danmark.

- Så vi holder selvfølgelig øje med, hvordan de har spærret gaderne af, hvordan man håndterer publikum, affald og offentlig transport. Vi har også kigget på, hvordan byen er klædt i gult og forberedt på, at nu kommer Tour de France, siger Inge Olsen, som er direktør for kultur og turisme i Sønderborg. 

Fransk is i maven

I løbet af få timer fik Nancy bygget det kæmpestore roadshow op. I Sønderborg forventer man at begynde flere dage før etapen om to år. 

- Alle personer, som går rundt her i Nancy, har en opgave. De ved, hvad de skal. Man har haft Tour de France i Nancy 18 gange, og vi har ikke prøvet det før. Så jeg tænker, at franskmændene har mere is i maven, end vi vil have. Men jeg er tryg, for vi er blevet lovet en meget detaljeret drejebog, siger Inge Olsen.

To års forberedelse er fornuftig

Hun og de andre danske tour-arrangører kommer hjem med blokke fyldt med notater - og telefoner fyldt med fotos.

Der er nok at tage fat, og det er ikke spor for tidligt at forberede sig nu, selv om touren først kommer til Danmark om to år. Det siger Alex Pedersen, som er direktør for den danske tour-start. 

quote

Jeg tror, embedsmændene fra Danmark er overraskede over, hvor stort løbet er bag kulisserne

Alex Pedersen, direktør for den danske tour-start

- Det er en stor logistisk opgave. Hvordan får vi publikum rundt, så de får en god oplevelse, og hvordan får vi cykelholdene til start og væk igen? Jeg tror, embedsmændene fra Sønderborg og andre byer er overraskede over, hvor stort løbet er bag kulisserne. Men alle er blevet klogere og endnu mere trygge ved, at vi kan løse opgaven og gøre touren i Danmark til en succes, siger Alex Pedersen.