Sommerhusområder skal tjekkes for vandskader

Torsdag morgen har vandet trukket sig tilbage langs den jyske østkyst. Når det bliver lyst, skal flere udsatte sommerhusområder tjekkes for vandskader.

I løbet af onsdag aften drev faren for oversvømmelse langs østkysten i den sydlige del af Lillebælt over. I det store hele har skaderne været begrænsede.

Der er dog udsatte sommerhusområder bl.a. ved Binderup og Moshuse nær Kolding, hvor der trængt vand ind i sommerhuse.

Først når det bliver lyst, kan man danne sig et overblik over, hvor store skader der er sket.

Stormrådet skal torsdag vurdere, om onsdagens højvande i den sydlige del af Lillebælt kan karakteriseres som stormflod og dermed udløse erstatning, hvis der er sket skader på eksempelvis sommerhuse.

Stormrådet

Det er Stormrådet, der afgør, om der har været stormflod i Danmark.

Normalt dækker forsikringer på huse og ejendomme ikke skader som følge af stigende vandstand.

Hvis Stormrådet når frem til, at der har været stormflod, kan man søge erstatning fra den offentlige stormflodsordning.

Stormflod er oversvømmelse som følge af en ekstrem høj vandstand i havet. Betingelsen for at erklære stormflod er, at den statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.

Stormrådet afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et bestemt tidspunkt. Det sker i samarbejde med DMI og Kystdirektoratet.

Stormrådet har ni medlemmer. Det består af en uafhængig formand samt repræsentanter for kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet.

Der kan ikke ydes erstatning for stormflod ved skader sket i områder, der ikke er omfattet af Stormrådets afgørelse.

Bor man i et område berørt af stormflod, har man to måneder til at anmelde skaderne.