TV der bevæger dig

Stærke, radikaliserende kræfter i Vejle

03:21

Vejle er en af de byer i Danmark, hvor flest unge muslimer bliver præget i retning af en ekstrem tolkning af Koranen.

1 af 2

Vejle har en central rolle, når det gælder kræfter, der radikaliserer unge muslimer og rekrutterer dem til hellig krig. Ifølge eksperter overgåes Vejle kun af København og Aarhus.

Vejle har fået en kedelig topplacering, når man taler om radikalisering.

- Vejle er nummer tre efter København og Aarhus, siger mellemøstekspert og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Naser Khader.

At blive radikaliseret vil sige at blive påvirket til en dogmatisk og ekstremistisk tolkning af Koranen for hvilken man er parat til at bruge vold og dø i hellig krig.

Årsagen til, at Vejle kommer ind på en tredjeplads, når man snakker om radikalisering, er angiveligt Muslimsk Ungdomscenter, MUC, i Vejle.

MUC Vejle er en forening, der radikaliserer unge i Vejle og rekrutterer dem til hellig krig. Det mener Naser Khader og den tidligere imam Ahmed Akkari. Begge er eksperter i ekstrem islamisme, og de har sammen undersøgt MUC Vejle i forbindelse med optagelserne til et tv-program om fanatisk islamisme sidste år.

- MUC Vejle både radikaliserer og rekrutterer unge. Foreningen er som en magnet, der tiltrækker rigtigt mange, siger Ahmed Akkari.

Khader og Akkaris vurdering bakkes op af en række centrale og alment respekterede personer fra det muslimske miljø. De har dog alle har betinget sig at være anonyme, blandt andet af frygt for reaktionen fra det ekstremistiske muslimske miljø.

MUC Vejle har også været i søgelyset hos Det nationale forskningscenter for velfærd. I en rapport fra sidste år karakteriserer forskningscentret MUC Vejle som et ekstremistisk og/eller antidemokratisk miljø.

En af de unge, som MUC Vejle ifølge Ahmed Akkari og Naser Khader med sikkerhed har radikaliseret, er den 17-årige Fatih Khan. Han gik i starten af 2013 på Rosborg Gymnasium i Vejle og havde samtidig sin gang i MUC Vejles moskè i en periode, hvor han blev stadigt mere religiøs. Senere på året tog han til Syrien, hvor han sluttede sig oprørshæren, og i november måned blev han dræbt på slagmarken udenfor Aleppo.

I forbindelse med optagelserne til tv-programmet besøgte Naser Khader og Ahmed Akkari også Fatih Khans familie. Efter at have snakket med familien, familiens venner og andre medlemmer af det muslimske miljø er Ahmed Akkari og Naser Khader ikke i tvivl.

- MUC var helt afgørende for, at Fatih Khan blev radikaliseret. De fik ham rullet ind i islamisme, de fik ham guidet over til Grimhøj-moskèen, og de var med til at tilskynde hans idè om tage i hellig krig i Syrien, hvor han døde, siger Naser Khader.

TV SYD har over de seneste uger været i kontakt med flere medlemmer af MUC Vejle. Ingen af dem ønsker at lade sig interviewe til tv, og de afviser alle anklagerne om, at de radikaliserer unge og rekrutterer dem til hellig krig som pure opspind.

Læs mere om radikalisering i Vejle på TV SYDs temaside her

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden