Store ændringer for bybusserne i Vejle

Stort set alle bybuslinier i Vejle er ændret i den den nye buskøreplan, der trådte i kraft søndag.

Nogle får flere busser. Andre får færre. Nogle får længere til stoppestedet, andre får kortere.
Nogle kommer hurtigere i skole og på arbejde. For andre tager det lidt længere tid.

Mandag morgen blev morgenfriske buspassagerer budt på rundstykker på udvalgte stoppesteder for at markere overgangen til den nye buskøreplan.

Vejle Kommune, Sydtrafik og Thykjær A/S har gennem det seneste år arbejdet på at udvikle og optimere de eksisterende bybuskøreplaner. Ønsket har bl.a. været at oprette direkte forbindelser til Vejle Trafikcenter, så kunderne får en kortere rejsetid.

Stort set alle eksisterende ruter er ændret, og flere passagerer skal stige om i en ny bus på Vejle Trafikcenter eller Nørretorv, hvis de skal køre på tværs af byen.

Nogle får flere busser, f.eks. Bredballe og Sundhedshuset, fordi der er stor efterspørgsel på flere afgange. Andre får færre busser, fordi der er meget få passagerer på ruten. Nogle ruter er ?rettet ud?, nogle ruter er nedlagt, og andre er ændret til skole/industriruter, som kun kører om morgenen og om eftermiddagen. Nogle får længere til busstoppestedet, mens andre får kortere vej.

Stort puslespil

- Det er altid et svært puslespil at lave en ny køreplan, fortæller Peder Hummelmose, (Venstre), formand for Teknisk Udvalg. Udgangspunktet har været, at vi ønsker at optimere den kollektive trafik, så flest mulige kunder bliver tilgodeset. Samtidig skal vi finde nogle besparelser på lige fod med andre områder i kommunen.
- Vi ved godt, at ændringer i køreplanen for nogle vil opleves som forbedringer og for andre vil det være en forringelse. Men ideen har været at ændre på ruterne, så at flere borgere får kortere rejsetid til og fra Vejle Trafikcenter ved at køre mere direkte, siger Peder Hummelmose.

- Jeg synes, det er lykkedes at imødekomme rigtig mange ønsker. Men når vi ændrer en rute, vil der næsten altid være både vindere og tabere, understreger Peder Hummelmose.