Stormen Knud fusede hurtigt ud

Stormen Knud forlod ved 21-tiden fredag aften Danmark og satte kurs mod Norges kyster. Lokalt nåede den alene at skabe ravage på Fanø, lyder meldingen lørdag morgen.

Ingen af de to lokale politikredse har meldinger om skader som følge af blæsten efter stormen Knud.

- Natten har været rolig. Store mængder regn har lagt en dæmper på nattelivet - og kun på Fanø har man haft gener som følge af vejret i forbindelse med strikkefestivalen på øen - og det var hurtigt overstået, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, lørdag morgen til TV SYD.

Sydøstjyllands Politi har ikke modtaget anmeldelser som følge af hverken blæst eller regn.

Lørdagens vejr bliver dog fortsat blæsende med byger, der kan være med torden, men også sol ind imellem med temperaturer mellem 13 og 15 grader.