Sundhedsministeren gik med kræftramte

I dag blev Stafet For Livet-løbet skudt i gang 66 steder rundt i landet. I Skærbæk trykkede sundhedsministen på startpistolen.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ankom til Skærbæk ved Tønder en time før løbet gik i gang for at møde fighterne, som er mennesker, der har eller tidligere har haft kræft. 

Bagefter holdt sundhedsminister Ellen Trane Nørby, styregruppeformand Rene Andersen og den tidligere håndboldspiller Daniel Svensson åbningstaler. Daniel Svensson har selv tidligere haft kræft to gange. 

Går eller løber 
På den første runde af stafetten gik Ellen Trane Nørby sammen med fighterne, hvorefter løbet gik i gang. I stafetten løber man som hold, og man bestemmer selv, hvor stort holdet skal være, og om man vil løbe eller gå.
Mange hold er omkring 10-20 personer, og konceptet er, at der skal hele tiden skal være minimum en repræsentant fra holdet på stafetbanen. 

Samler penge ind
Alle holddeltagere betaler for at deltage i stafetten; 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn og unge under 18 år. Pengene går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Der afholdes 14 stafet-for-livet-arrangementer i Syd- og Sønderjylland på forskellige tidspunkter i løbet af året, og 66 i hele landet. 

Efter at have sat stafetten i gang i Skærbæk skrev sundhedsministeren en hilsen på en af de lysposer, der skal benyttes ved aftenens lyscermoni.

- Jeg var glad for at kunne holde åbningstale til stafet for livet i Skærbæk og vise min opbakning til de mange, der har overlevet en kræftsygdom eller lige nu er i gang med at kæmpe deres livs vigtigste kamp sammen med deres pårørende. Men også lejlighed til at sende en kærlig tanke, til dem, der har mistet, og de som tabte kampen mod kræft - også for dem kæmper vi videre, siger ministeren til TV SYD.

Det er Stafet For Livet:

  • Stafet For Livet er et døgn, hvor der sættes fokus på kræftsagen.
  • Stafetten varer over natten for at symbolisere, at kræftpatienter kæmper med sygdommen hele døgnet.
  • Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
  • Læs mere på www.stafetforlivet.dk