TV der bevæger dig

Syd- og Sønderjyske kommuner er meget erhvervsvenlige

Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) kan glæde sig over stor fremgang i måling af kommunernes erhvervsvenlighed.

Med Vejen og Billund i top klarer de syd- og sønderjyske kommuner sig flot på Dansk Byggeris årlige hitliste over erhvervsvenlighed.

Vejen løber i år med titlen som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. Her betaler virksomhederne ikke dækningsafgift, kommunen holder årlige dialogmøder med de lokale virksomheder, og genbrugspladsen holder åbent, så det passer ind i virksomhedernes arbejdsrytme.

Vejen er kun et mulehår foran Billund på andenpladsen. Og en stor del af kommunerne i TV SYDs sendeområde er højt placeret i undersøgelsen fra Dansk Byggeri.

- Det er marginaler, vi taler om, men Vejen løber velfortjent med førstepladsen. Både Vejen og Billund har dog ligget i toppen de sidste fem år. Ingen af dem hviler på laurbærrene. De har et løbende fokus på at forbedre deres erhvervsforhold, og det er også derfor, at de igen i år ligger i front, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen i en pressemeddelelse om undersøgelsen.

Årets højdespringer er Horsens Kommune, som er gået fra en placering som nummer 92 i 2015 til en placering som nummer 36 i årets analyse. Altså en fremgang på hele 56 pladser. Hedensted er i lige i hælene på Horsens som nr. 37.

Til gengæld er Sønderborg, Aabenraa og Haderslev røget henholdsvis 19, 32 og 33 pladser ned af listen.

Men det kan lade sig gøre at hoppe fra bunden og op i den bedste halvdel. Det har Kolding, Fanø og Tønder gjort.

-

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden