Sygeplejersker skiftede skolebøger ud med sejl

60 studerende fra otte forskellige skoler skiftede i dag skoleskemaet ud med en sejltur på Alssund.

- Den anden vej!, råber sygeplejestuderende Malou Engelbrecht Schøtt uden held fra kajen. I sejlbåden er det første hold sygeplejestuderende ved at få styr på knob og kanvas. Men for de fleste er der langt igen, det er nemlig ikke rutinerede sejlbådsentusiaster, der sidder ved roret, men derimod studerende med få timers erfaring på vandet.

- Det har været en spændende proces at lære lidt om sejlads. Oplevelsen har givet et andet fællesskab til os, i stedet for at vi hele tiden skal være seriøse og skolefokuserede sammen, siger Malou Engelbrecht Schøtt om det indtil videre korte bekendtskab med sejlsporten.

Netop fællesskabet er formålet med kapsejladsen ”Oxbridge on Alssund” i Sønderborg. Det er 11. gang dysten foregår, og det skal den blive ved med, hvis det står til den ansvarlige for arrangementet.

- Sejladsen er med til at bygge broer mellem skolerne. Der kommer en tættere kommunikation, når elever og skolernes ansvarlige også har været ude og møde hinanden til sådan en event, siger Søren Sloth Møller.

Det er de lokale sejlklubber, som har givet træningstimer til de studerende, ligesom de har leveret både og stillet op med omkring 40 frivillige par hænder.

- Vi har trænet i fem timer, og nu står vi så her og skal sejle på egen hånd. Det er lidt af en udfordring, men jeg håber da, at det kommer til at gå godt, siger Malou Engelbrecht Schøtt, før hun selv skal i båden med sine medstuderende.

Deltagende skoler ved "Oxbridge on Alssund"

  • Business College Syd
  • Syddansk Universitet Sønderborg
  • Fachhochschule Flensburg
  • University College Syd
  • Erhvervsakademi Sydvest
  • Gråsten Landbrugsskole
  • Hou Maritime Idrætsefterskole
  • Idrætshøjskolen i Sønderborg

Det blev ikke til en sejr til sygeplejerskerne i år, da det blev Syddansk Universitet Sønderborg, der hev pokalen i land.