Sikkerhedsstyrelsen i aktion: Tjekker om markedspladser har sikre elinstallationer

Risikoen for fejl i midlertidige og udendørs installationer får Sikkerhedsstyrelsen til at tjekke, om der er styr på sikkerheden på sommerens markedspladser.

En kvart million mennesker forventes de næste dage at slå turen forbi Vorbasse Marked.

Det er mange – alt for mange, hvis der ikke er 100 procent tjek på de elinstallationer, der skal sikre, at dankortterminaler, køleskabe, ovne og lys kører fejlfrit.

quote

Der kommer mange mennesker igennem på kort tid. De skal selvfølgelig ikke kunne komme til skade, når de er ude for at gøre en god handel eller feste.

Ninna Andreasen, pressekonsulent i Sikkerhedsstyrelsen

Denne sommer sætter Sikkerhedsstyrelsen særligt fokus på sikkerheden omkring de elektriske installationer på markedspladser og ved by- og markedsfester.

Kan være livsfarlige

- Vi kigger efter, om fejlstrømsrelæerne er funktionsdygtige. Dem tester jeg, og vi kigger efter, om jordforbindelsen er der, forklarer Kim Højberg, som er inspektør og tilsynsførende i Sikkerhedsstyrelsen.

Han er på vej rundt på markedspladsen i Vorbasse sammen med el-installatør Finn Fyhn Knudsen, som har ansvaret for, at der er korrekt installeret strøm på pladsen.

 

Hvis installationerne ikke er sat korrekt op, så kan de i værste fald være livsfarlige, og netop derfor er Sikkerhedsstyrelsen på besøg på Vorbasse Marked dagen før, det åbner.

Sikkerhedsstyrelsen besøger i alt 30 markeder og byfester i løbet af sommeren som led i en kampagne, der sætter fokus på midlertidige og udendørs elinstallationer.

Det er vigtigt, når så mange mennesker samles.

quote

- I værste fald er el jo livsfarligt, hvis det ikke er i orden. Så det kan være konsekvensen, selvom det er meget sjældent.

Kim Højberg, inspektør og tilsynsførende i Sikkerhedsstyrelsen

- En af grundene til, at det er særlig vigtigt her, er, at der kommer så mange mennesker igennem på så kort tid. De skal selvfølgelig ikke kunne komme til skade, når de er ude for at gøre en god handel eller feste, siger Ninna Andreasen, som er pressekonsulent i Sikkerhedsstyrelsen til TV SYD.

Vejledning bydes velkommen

På vej rundt på pladsen tjekker Kim Højberg, om HFI-relæet er i orden. Det skal sikre, at strømmen slår fra i tilfælde af såkaldt fejlstrøm.

- I værste fald er el jo livsfarligt, hvis det ikke er i orden. Så det kan være konsekvensen, selvom det er meget sjældent, siger Kim Højberg.

Elinstallatør Finn Fyhn Knudsen har arbejdet længe på at sætte de midlertidige installationer op. Allerede for to uger siden startede de første tests af systemet.

- Det er dejligt, at Sikkerhedsstyrelsen kommer ud og møder os ude på pladserne og prøver at guide og vejlede og sige nogle ting, der er godt og skidt, siger Finn Fyhn Knudsen til TV SYD.

Godkendt

Tilsynet i Vorbasse tager en times tid, og Kim Højberg kan tilfreds konstatere, at alt er i orden:

- Der er en god sikkerhed, et godt system. Der ligger ikke noget over kørevejene, så det er rigtig godt på den her plads, siger han, inden han pakker sammen.

Markedspladsen er klar til ”invasion”.