Torsdagens overblik: Sådan bliver dagen

I dag møder Esbjerg borgmester Jesper Frost Rasmussen, (V), regerings ghettorepræsentater på Stengårdsvej. Området blev i starten af december igen sat på regerings ghettoliste, og det kan få store konsekvenser for området, mener borgmesteren. Du kan læse mere om hårde ghettoområder her.

Ifølge buschaufførerne bliver deres arbejdsvilkår mere og mere pressede. Derfor forsøger de at råbe de ansvarlige politikere op. I dag har buschaufførerne i Sønderjylland derfor inviteret til lyttemøde hos 3F Kolding. 

Robert Sommerlund er ved at afvikle hele sin produktion af juletræer. Han har 17 hektar med juletræer og en masse gravhøje, som han skal overholde afstand til, som betyder, at de 17 hektar bliver til fire. Havde Rober Sommerlund i stedet valgt at dyrke majs eller andre afgrøder er afstandskravet meget mindre. I dag besøger Aabenraas borgmester juletræsproducenten for at høre om problemet. 

En patrulje fra Sydøstjyllands Politi ville i nat stoppe en 39-årig bilist. Men det ville føreren af bilen ikke og forsøgte i stedet at stikke af fra politiet. Patruljen satte efter og det blev til en biljagt gennem Fredericia, der endte på en kirkegård, hvor flere gravsteder blev ødelagt. Læs hele historien her.

Trafikken kører uden problemer på vejene i Syd- og Sønderjylland, og der er ingen meldinger om hverken køer eller uheld. Men pas på derude - trafikken er tæt, så husk at holde afstand. Læs mere om trafiksituationen på Vejdirektoratets hjemmeside. 

Vejret bliver mest skyet og diset med byger af og til. Temperaturen bliver mellem to og frem grader. Vinden er svag til jævn fra sydøst. Ved kysterne op til frisk vind, oplyser DMI på deres hjemmeside.  

Tak, fordi du læste med. 

Med venlig hilsen 

Charlotte Sølvsten