TV der bevæger dig

Torsdagens overblik: I dag begynder byggeriet af den nye politiskole

I dag begynder byggeriet af den ny politiskole i Vejle. Byggestarten markeres formelt ved, at justitsminister Søren Pape Poulsen, (K), rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg og Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, (V), hver vil tage et spadestik til den ombygning af den tidligere sygeplejeskole, der skal blive til Rigspolitiets Uddannelsescenter Vest. I dag er også dimission af de første politielever uddannet i Vestdanmark - fra den midlertidige politiskole i Fredericia.

Torsdag er valgdag i skolerne landet over. Skolevalg er en autentisk gennemført valghandling for 8., 9. og 10. klasser i hele landet. Eleverne får udleveret valgkort og stemmesedler, og der bliver stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V),  besøger i eftermiddag Grindsted sammen med folketingsmedlem Anni Matthiesen, (V), og Venstres borgmester i Billund Kommune, Ib Kristensen, for at få en orientering om Grindsted-forureningen. I dag varetager Region Syddanmark opgaver med jordforureninger. Med regeringens sundhedsudspil foreslås det at flytte opgaverne om jordforureninger fra regionerne til staten.

Morgenens trafik glider uden problemer, men man skal passe på de glatte veje.

Frem til den 1. oktober kan bilerne ikke køre over Den Gamle Lillebæltsbro på grund af broens istandsættelse. Derfor må al biltrafikken mellem Fyn og Jylland ud på motorvejen og over Ny Lillebæltsbro.

Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikken.dk og for tog på DSB og Arriva.

Torsdag bliver skyet med lidt sne eller tøsne. I løbet af eftermiddagen holder det mest tørt. Temperaturer op mellem 1 og 3 graders varme, og vinden aftager til let til frisk fra syd og sydøst.

Tak, fordi du læste med. 

Med venlig hilsen

Charlotte Sølvsten

 

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu