Ugler bliver sat ind i kampen mod rotter

Ugler er en rottens største naturlige fjender. Derfor bliver der nu opsat uglekasser for at få flere ugler til at flytte ind i nogle af de områder, hvor der er rotteproblemer.

To uglekasser, hvor der er god plads til en lille sulten uglefamilie, er netop blevet sat op i nogle høje træer i Odinsparken i Kolding.

Uglerne er nemlig rigtig gode til at få krammet på rotterne. Bare et enkelt uglepar med unger kan spise op til 1000 mus og rotter på en enkelt sæson, fortæller Kolding Kommune.

De nye beboere kan dog ikke udrydde rotterne alene, men håbet er, at uglerne stresser rotterne, så de yngler mindre.

Et enkelt rottepar kan formere sig til næsten 800 på blot et enkelt år.

Det er især hornuglen, der er effektiv overfor rotterne, men dem er der ikke så mange af i Kolding Kommune. Derfor håber de, at uglekasserne kan lokke de mere almindelige natugler til at flytte ind i Odinsparken.

Uglerne er en del af et projekt, der hedder Vild med vilje. Det går ud på at lade naturen passe sig selv. 

Kolding Kommunes erfaringer viser, at det godt kan lade sig gøre at bekæmpe rotterne uden at bruge meget gift.

Siden 2016 har der været opsat 12 giftfrie rottefælder i Odinsparken, og de har vist sig at være ganske effektive.