Ulykkesramt togoverkørsel skal nedlægges

Banedanmark bekræfter over for TV SYD, at ulykkesramt togoverkørsel står til lukning.

Jernbaneoverskæringen nord for Varde, hvor to personer tirsdag mistede livet, efter at et tog ramte en minibus, var af Banedanmark klassificeret som "usikret" og skulle nedlægges.

Det bekræfter Christopher Mortensen, presserådgiver hos Banedanmark, over for TV SYD.

KLIK og se mere på localeyes.dk

Overskæringen ved Vardevej er ubevogtet og har manuelle bomme, som bilister selv skal løfte.

Da overskæringen er betegnet som "usikret", figurerer den på Banedanmarks liste over jernbaneoverskæringer. Denne skal altså efter planen nedlægges inden udgangen af i år.

I alt skal der i Danmark lukkes 405 overkørsler, hvoraf Banedanmark i begyndelsen af maj allerede havde nedlagt 277 af dem. Lukningen af de ni overkørsler mellem eksempelvis Bramming og Tønder er dog endnu ikke begyndt. Om nedlæggelsen af overkørsler mellem Varde og Skjern er begyndt, har Banedanmark ingen kommentar til.

I 2009 blev den daværende regering (Venstre og De Konservative), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance enige om nedlægge og sikre jernbaneoverkørsler på Banedanmarks net i en grøn transportpolitik.

Ifølge Banedanmark var der 1. januar 2018 139 usikre jernbaneoverskæringer, der ikke er elektronisk sikret, og de udgør en sikkerhedsrisiko på banen i Danmark.