Unge mænd skal holde jul i arresten

To mænd på 18 og 19 år fra Vejle skal holde jul i arresten. De er fængslet i fire uger, mens en 20-årig kvinde blev løstladt. Mændene sigtes for et røveri mod Super Spar i Brejning onsdag aften.

Alle tre er fra Vejle og kendt af politiet i forvejen, oplyser vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, lokalpolitiet i Vejle til Ritzau.

- De er alle tre sigtet for røveri og vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, siger Carsten Thostrup.

Dommeren fandt ikke, at kvinden i trekløveret skal fængslet.

Torsdag aften indfandt to mænd sig i supermarkedet i Brejning Søndergade i Brejning, hvor de truede personalet med en pistol og en kniv.

Hunde fandt koster

De fik udleveret penge, taletidskort og frimærker, hvorpå de stak af fra butikken og løb ud til en rød bil, hvor en tredje person sad bag rattet klar til at flygte fra stedet.

Vidner fik imidlertid aflæst bilens registreringsnummer, og lidt senere onsdag aften blev den set i Bække et godt stykke væk.

Inden en politipatrulje fik standset bilen med de tre unge, havde de kastet møntruller og taletidskort ud ad vinduet.

Det lykkedes politihunde at snuse sig frem til tingene, og de viste sig at stamme fra røveriet i supermarkedet.

- Vi skal også tale med dem om, hvad de lavede i Bække, så sent, siger Carsten Thostrup til TV SYD.