To unge sigtet for påsatte brande

Tre unge på 15-17 år har været anholdt i forbindelse med syv brande i skure og containere i Esbjerg. To af de anholdte er sigtet for ildspåsættelserne.

Brandene er påsat i boligområdet i det østlige Esbjerg. Brandene har ødelagt skure og containere på Kornvangen, Daddellunden, Birkelunden og Stengårdsvej.

- Ved ingen af brandene har der været umiddelbart fare for, at ilden kunne brede til boligblokkene i nærheden af brandstederne, oplyser vicepolitiinspektør Lorenz Matzen.

De to unge, som er sigtet, nægter sig skyldige. Den ene har dog indrømmet, at han har været i nærheden, da den ene brand blev påsat.

Der blev holdt et borgermøde om de mange brandstiftelser i kvarteret. Siden det møde har der ikke været brand i området.