Uvejr snittede festival

Op til afslutningskoncerten søndag aften med Queen på Jelling Musikfestival var der nervøsitets over meteorologernes varsler om skybrud. Men uvejret snittede kun festivalen.

Der var ca. 34.000 samlet på festivalpladsen søndag aften, da Queen gik på scenen. Og under de to første numre regnede det, men så blev det tørvejr.

- Der var rigtig mange, som modtager vejr-varsler på deres mobiltelefoner, fortæller festivalens leder, Lars ”Charlie” Mortensen, til TV SYD. Jeg blev hele tiden mødt af nogen, som advarede mod skybruddet. Men jeg sagde rolig, rolig nu… Og det blev jo slet ikke så slemt.

Sikkerhedschefen fra Billund Lufthavn var til stede på festivalpladsen. Han skulle være kontrollant omkring laser-showet, som Queen bruger, og bl.a. sørge for, at fly blev omdirigeret.

- Han fik en meget lokal og præcis vejrmelding fra lufthavnens meteorolog kort før koncerten, fortæller Lars ”Charlie” Mortensen.  Og den sagde, at det ikke ville blive så slemt.

Men selv om uvejret var brudt løs, ville det ikke have afbrudt koncerten, siger Lars ”Charlie” Mortensen.

- Men det havde været ærgerligt for publikum.

Og netop koncerten med legendariske Queen var værd at vente på. Koncerten får i dag seks stjerner i lokalaviserne. Til gengæld er de mere kritiske i landsaviserne. En enkelt kalder gruppe "luddovne"