Vågen nabo stoppede indbrudstyve

En vaks mand opdagede natten til fredag to indbrudstyve i naboens hus. Han ringede til politiet, der fangede den ene tyv.

Omkring klokken 02.00 natten til fredag opdagede en mand fra Ølgod to indbrudstyve i naboens hus. Han kunne se to personer bevæge sig rundt i huset med lommelygter, og han vidste at naboen ikke var hjemme. Derfor ringede han lynhurtigt til politiet.

- Han kunne løbende fortælle os, hvad der skete, indtil patruljevognen var fremme. Det er jo et rigtig godt eksempel på nabohjælp,  siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen til TV SYD.

Da politiet nåede frem, stak de to indbrudstyve af, men den ene - en 34-årig lettisk mand - blev fanget.

- Ved godt samarbejde lykkedes det faktisk betjentene at få løbet den ene gerningsmand op. Den anden slap desværre, siger Ivan Gohr Jensen.

Der er sket flere indbrud i samme område, og politiet er næsten sikre på, at det er de samme to mænd, der står bag. Den lettiske mand sidder i arresten, mens sagen efterforskes.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.