"Vadehavet" er klar til at gå på grund

"Vadehavet" er navnet på Nationalpark Vadehavets nye skib, der i dag stævnede ud, for første gang.

Skulle man være en af de mange, der i disse dage er taget til Fanø, for at fejre at øens beboere købte Fanø fri for 275 år siden, så kan det være man lægger mærke, til det blå skib på havnen i Nordby.

Navnet er "Vadehavet" - ligesom havet, og Nationalparken, der både ejer skibet, og altså har lagt navn til det.

I dag er skibet stævnet ud for første gang, men fremover bliver det en fast gæst rundt omkring i Vadehavet - og på Ribe og Varde Å.  Skibet er nemlig specialbygget til at kunne sejle i selv helt lavt vand.

- Det er et lavt skib, for vi vil også gerne kunne sejle op af åerne, fortæller projektleder hos Nationalpark Vadehavet, Sara Lindholt.

Skibet Vadehavet har en helt flad bund. Og det er rigtig praktisk, når man sejler i Vadehavet og skal kunne ligge for anker næsten hvorsomhelst.

- Ideen er, at man skal kunne tørsætte skibet, siger Sara Lindholt. Det betyder at skibet skal kunne sejles ind mod land i højvande, og så simpelthen blive liggende på sandbunden, når vandet trækker sig ud.

Det er rigtig praktisk, for skibet skal andet end bare sejle rundt i nationalparken.

- Det er et formidlingsskib, så formålet med det er, at det skal kunne fungere som et flydende formidlingscenter, med en udstilling og naturvejledning fx for skoleklasser, fortæller Sara Lindholdt

I de næste par dage ligger Vadehavet for anker i havnen i Nordby, og mandag eller tirsdag sejler det mod Esbjerg. I løbet af sommeren sejler skibet omkring i Vadehavet med den frivillige besætning om bord. De skal lære skibet at kende, før det bliver officielt indviet.

Den officielle indvielse bliver sidst på sommeren.