Var det unge, der hackede 3F?

Politiet mistænker to unge under den kriminelle lavalder for at stå bag hackerangrebene på 3F.

I eftermiddag afgør Arbejdsretten konflikten mellem 3F og Restaurant Vejlegården.

Konflikten opstod som følge af, at Vejlegården ikke ville lave overenskomst med 3F, som valgte efterfølgende at lave blokade mod restauranten.

Det gav uro, og der har bl.a. været demonstrationer både for og mod blokaden.

3F har også været udsat for hackerangreb, og politiet mistænker unge for at stå bag.

- Vi har talt med syv, hvoraf de to er under 15 år. Vi har også afhørt fem personer med en sigtets rettigheder, og der kan godt komme flere sigtelser på tale, siger vicepolitikommissær Tomas Juhl til Ritzau.

De nægter sig alle skyldige.

Hackingen medførte, at knap 30.000 modtagere af dagpenge måtte møde op i en 3F-afdeling og udfylde et dagpengekort for at få deres penge.