Nu er det forår. Og solen kommer med et højtryk, der lægger sig over Danmark i næste uge. Det får mange mennesker ud for at nyde det gode vejr. Men man skal sllerede nu passe på solens stråler, siger UV-forsker Helge Jønch-Sørensen fra DMI i en pressemeddelelse.
Selv om kalenderen kun siger april, så kan solrige dage have et UV-indeks på op mod 4. Og med vinterbleg hud kan de fleste nordboere ikke tåle ret lang tid i solen, siger Helge Jønch-Sørensen.
Han vurderer, at tre kvarter i middagssolen mellem 12 og 15 sagtens kan være nok til, at vi bliver solskoldede, så det er en god ide at begynde med solcremen allerede nu.
- De færreste ved, at de rent faktisk er skoldede, hvis de 24 timer efter solbadning kan ane blot den mindste rødmen af huden, siger Helge Jønch-Sørensen.
Man kan også bruge sit tøj til at beskytte sig mod solens stråler.
Det er vigtigt at undgå solskoldninger, fordi de senere i livet fører til en øget risiko for hudkræft.
Der er flere faktorer, som har betydning for, hvor godt tøjet beskytter mod uv-strålingen:
- Vævning: Jo tættere stoffet er vævet eller strikket og jo tykkere stoffet er, des mindre UV-stråling kan slippe igennem
- Materiale: Forskellige materialer, f.eks. bomuld, polyester og nylon har forskellige uv-absorberende egenskaber. Tætvævet bomuldsstof giver den bedste beskyttelse mod uv-stråling
- Farve: Normalt vil mørke stoffer stoppe mere uv-stråling end lyse stoffer.
- Stræk: Når man trækker i tekstiler, bliver beskyttelsen normalt dårligere. Derfor beskytter løst tøj bedre end stramt.
- Fugtighed: Mange stoffer giver dårligere beskyttelse mod uv-stråling, når de er våde
- Vask: Mange bomuldsstoffer beskytter bedre, når de er blevet vasket nogle gange. Når fibrene i stoffet krymper lidt, lukkes mange af de små åbninger i stoffet, hvor UV-strålerne ellers kan slippe igennem.