Varm og solrig forårsuge i vente - men husk solcreme

Vinteren er drevet på flugt, og vi har fint, solrigt og endda lunt vejr i vente. Det skal nydes! Men pas nu alligevel lidt på, siger UV-forsker.

Nu er det forår. Og solen kommer med et højtryk, der lægger sig over Danmark i næste uge. Det får mange mennesker ud for at nyde det gode vejr. Men man skal sllerede nu passe på solens stråler, siger UV-forsker Helge Jønch-Sørensen fra DMI i en pressemeddelelse.

Selv om kalenderen kun siger april, så kan solrige dage have et UV-indeks på op mod 4. Og med vinterbleg hud kan de fleste nordboere ikke tåle ret lang tid i solen, siger Helge Jønch-Sørensen.

Han vurderer, at tre kvarter i middagssolen mellem 12 og 15 sagtens kan være nok til, at vi bliver solskoldede, så det er en god ide at begynde med solcremen allerede nu.

- De færreste ved, at de rent faktisk er skoldede, hvis de 24 timer efter solbadning kan ane blot den mindste rødmen af huden, siger Helge Jønch-Sørensen.

Man kan også bruge sit tøj til at beskytte sig mod solens stråler.

Det er vigtigt at undgå solskoldninger, fordi de senere i livet fører til en øget risiko for hudkræft.

Der er flere faktorer, som har betydning for, hvor godt tøjet beskytter mod uv-strålingen:

  • Vævning: Jo tættere stoffet er vævet eller strikket og jo tykkere stoffet er, des mindre UV-stråling kan slippe igennem
  • Materiale: Forskellige materialer, f.eks. bomuld, polyester og nylon har forskellige uv-absorberende egenskaber. Tætvævet bomuldsstof giver den bedste beskyttelse mod uv-stråling
  • Farve: Normalt vil mørke stoffer stoppe mere uv-stråling end lyse stoffer.
  • Stræk: Når man trækker i tekstiler, bliver beskyttelsen normalt dårligere. Derfor beskytter løst tøj bedre end stramt.
  • Fugtighed: Mange stoffer giver dårligere beskyttelse mod uv-stråling, når de er våde
  • Vask: Mange bomuldsstoffer beskytter bedre, når de er blevet vasket nogle gange. Når fibrene i stoffet krymper lidt, lukkes mange af de små åbninger i stoffet, hvor UV-strålerne ellers kan slippe igennem.
kilde: Kræftens Bekæmpelse