Vejen er kåret til Danmarks bedste transportkommune

Når det gælder gode forhold for lastbiler og transport af gods, er Vejen Kommune den allerbedste. Det mener brancheorganisation ITD, der står for kåringen.

Gode tilkørselsforhold og parkeringspladser til lastbiler er nogle af de vigtigste forhold for vognmandsbranchen.

Og her er Vejen Kommune lige nu den bedste i hele landet.

Sådan lyder det fra brancheorganisation ITD, der samler omkring 800 af landets transport- og logistikvirksomheder.

Derfor fik Vejens borgmester Egon Fræhr i dag overrakt prisen, da branchen var samlet til medlemsmøde på Hindsgavl Slot i Middelfart.

- Det er en inspiration og en motivation for de medarbejdere, der arbejder med veje. Men det er også en inspiration for byrådet. Det er jo altid dejligt, når ens kommune bliver fremhævet, lyder det fra Egon Fræhr.

Det er første gang, at ITD kårer Årets Transportkommune, fortæller Christian Sørensen Madsen.
Det er første gang, at ITD kårer Årets Transportkommune, fortæller Christian Sørensen Madsen.

 

Helt ny kåring til Vejen

Brancheorganisationen har besluttet, at den fremover gerne vil kåre den kommune, som organisationen mener er værdig til titlen som Årets Transportkommune.

- Vi vil gerne have, at kommunerne bliver opmærksomme på, hvor vigtigt et erhverv vi er, og at transportsektoren derfor kommer på den kommunale dagsorden, siger ITD´s formand Christian Sørensen Madsen.

Det er en undersøgelse blandt landets kommuner, der ligger til grund for kåringen, og her har Vejen Kommune gjort sig rigtig godt bemærket.

Nye ramper

Lige nu er der gang i et større vejprojekt med nye ramper, der skal forbedre til- og frakørselsforholdene til Motorvej E20.

- Vi laver også en stor rundkørsel, så modulvogntog kan køre der, og vi har også sat penge af i budgettet, så en af vores lokale veje bliver udvidet, fortæller borgmester Egon Fræhr.

Vejen Kommune er ikke den eneste kommune, der klarer sig godt i den nye kåring.

I Region Midtjylland er Horsens Kommune kåret til regionsvinder.