Vejlegården: Konflikt i hårdknude

Der er udsigt til en nærmest uendelig konflikt omkring Vejlegården. TV SYD ser på, hvorfor konflikten er gået i hårdknude - og sender direkte fra restauranten, som i aften har fuldt hus til stegt flæsk og persillesovs.

Parterne står stejlt overfor hinanden i konflikten, som har varet fire måneder. 3Fs landsformand, Poul Erik Skov Christensen, har sagt, at fagforbundet ikke vil afblæse konflikten under nogen omstændigheder. Kun hvis forpagter Amin Skov skriver under på en overenskomst.

Massiv støtte

Og Amin Skov kalder i dag konflikten for en "regulær frihedskamp". Han vil hellere lukke end lade sig tvinge til at underskrive.

Med konflikten har Vejlegården oplevet massiv søgning. I aften er der alt udsolgt til den menu, som restauranten har haft som speciale i mange år: Stegt flæsk med persillesovs.

Dagligt modtager restauratøren masser af støtte-mails og flere har købt og betalt for middage på restauranten, bl.a. direktøren for en bank. Dermed er der ikke noget, der tyder på, at 3Fs blokade kan tvinge restauratøren i knæ rent økonomisk.

Udmattelseskrig

Blokaden - og sympati-blokaderne kan dog stadig udvides. I dag kan Vejlegården ikke få leveret post, øl og mad, få hentet affald eller trykt annoncer i det lokale dagblad.

- Det er en udmattelseskrig, og jeg tror, at 3F kører konflikten, indtil Vejlegården tegner overenskomst med 3F eller lukker, siger arbejdsmarkedsforsker, professor Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, til Berlingske Nyhedsbureau. Og det kan vare lang tid, tilføjer han med henvisning til at de mange, som spiser på Vejlegården for at støtte restauratørens kamp.

Kan blive dyrt for 3F

Omvendt mener professoren, at 3F måske kan vinde kampen, men det vil blive særdeles dyrt for 3F og hele LO-bevægelsen:

- Det kan godt være, at 3F kan knuse Vejlegården, men man kan tabe megen sympati i offentligheden, og det kan koste mange medlemmer. Sådan en kamp er en mediekrig, og der må man sige, at Vejlegården indtil videre har vundet både 1. og 2. halvleg, siger han.

Konsekvenser

Flemming Ibsen noterer, at konflikten kan få vidtrækkende konsekvenser for hele det danske arbejdsmarked. Det er nemlig blevet en kamp mellem LO og den kristelige fagforening, KRIFA, som organiserer Vejlegården.

- De kristelige er blevet mere aggressive, efter de har oplevet en pæn medlemsfremgang. Den fremgang ønsker de at konvertere til flere overenskomster, og på den måde reelt ændre den danske arbejdsmarkedsmodel.

En løsning kunne være, at Folketinget vedtager Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliances forslag, som vil begrænse brugen af blokader. Den løsning tror ingen af de parter, som TV SYD har talt med i dag, dog på.

Domino-effekt

- 3F frygter, at hvis man bare lader stå til i forhold til Vejlegården, så breder kampen sig som en dominoeffekt til hele hotel- og restaurationsbranchen, hvor LO-fagbevægelsen i forvejen står svagt, siger Flemming Ibsen til Berlingske.

Dermed er der langt op til en nærmest uendelig konflikt.

Med den folkelige opbakning, som Vejlegården oplever, kan Amin Skov holde ud i lang tid. Og som nævnt har 3F midlerne og motivet til at blive ved til den bitre ende.