Verdensmestre flyver med Sønderborg-firma under EM

Et af det Sønderborgbaserede firma Alsie Express’ fly fragter de tyske verdensmestre i fodbold rundt under EM-slutrunden.

Når det danske fodboldlandshold nu ikke kunne kvalificere sig til slutrunden, så er det jo fint, at et dansk firma kan bidrage til en af de andre nationers deltagelse ved europamesterskabet.

Firmaet Alsie Express med base i Sønderborg har i hvert fald udlejet et af deres fly til Die Mannschaft, som det tyske hold bliver kaldt. Det bekræfter firmaets administrerende direktør Lone Koch overfor TV SYD.

- Vi er glade for den eksponering, vi får, fortæller Lone Koch til TV SYD, der dog ikke kan fortælle meget andet om aftalen med tyskerne på grund af den indbyrdes kontrakt.

På de sociale medier har flere bemærket det markante sorte fly, som de tyske verdensmestre i fodbold bliver fragtet rundt i under EM-slutrunden i Frankrig. Og det virker også til, at de tyske fodboldspillere indtil videre har været tilfredse med flyet – og starten på slutrunden. I hvert fald har den erfarne tyske verdensstjerne Bastian Schweinsteiger og målmageren Thomas Müller foreviget sig selv foran flyet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Ikke uvant

Det er langt fra første gang, Alsie Express udlejer fly til forskellige landshold og sportsklubber, så det er ikke en uvant opgave for Sønderborg-firmaet, fortæller Lone Koch.

- Det er noget, vi gerne gør. Jeg tror, det er populært, fordi der er en lækker kabine og god plads i flyet, så der er mulighed for, at spillerne kan strække benene og slappe af, siger Lone Koch.

Flyet er af modellen ATR72-500, og der er plads til 48 personer i flyet. Det flyver med 500 km/t, og der er 109 cm. mellem sæderne, så verdensmestrene kan strække de værdifulde ben på vej mod EM-trofæet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.