TV der bevæger dig

Trafiksikkerhed i børnehøjde: - Vi vil skabe gode vaner fra starten

For syvende år i træk rullede Lastbilskaravanen ud. Det er en trafiksikkerhedskampagne, der henvender sig til børn mellem seks og otte år. Foto: Christian Kallenbach

Som det første sted i Danmark, blev der i Kolding i dag sat gang i en trafiksikkerhedskampagne.

Gennem sang, dans, musik og virtual reality briller, der viser virkeligheden i 3D, lærte børn i dag om trafiksikkerhed.

På parkeringspladsen ved Kolding Storcenter holdt 10 store lastbiler, som børnene kunne gå på opdagelse i og udforske, mens skuespilleren Magda blandt andet fortalte dem om, hvordan man undgår højresvingsulykker.

For første gang i år rullede vognmændenes brancheorganisation, ITD,  i dag lastbilkaravanen ud. Det er en landsdækkende trafiksikkerhedskampagne, der henvender sig til børn fra seks til otte år.

- Vi vil rigtig gerne skabe gode vaner fra starten, og vi vil gerne have, at de går hjem og taler med deres mor og far om trafiksikkerhed, siger Malene Vitus, der er projektleder i ITD.

Foran Kolding Storcenter kunne børnene i dag gå på opdagelse i de 10 store lastbiler, der holdt på parkeringspladsen.  Foto: Christian Kallenbach

Lastbilchauffør frygter en højresvingsulykke 

På parkeringspladsen foran Kolding Storcenter kunne man også møde Mads Møller.

Han har været lastbilchauffør i snart fem år, og det værste, han kan forestille sig, er at være involveret i en højresvingsulykke, så derfor dukkede han i dag op for at få trafiksikkerhed ned i børnehøjde.

- Når du kører inde i en by og ser en flok cyklister, så har du det altid i baghovedet, at en højresvingsulykke kan ske. Man tænker: sker det for mig? Hvornår sker det? 

- Kan vi bare redde ét liv, er det det hele værd

Det er syvende år i træk, man kan opleve Lastbilkaravanen, og for brancheorganisationen giver det rigtig god mening at sætte fokus på trafiksikkerhed igen og igen.

- Man kan se, at jo mere fokus der er på trafiksikkerhed, jo færre ulykker er der. Vi er godt klar over, at vi ikke kan redde alverden, men kan vi bare redde én person, og kan vi starte en dialog og have en debat om trafiksikkerhed, så er det det hele værd for os, siger Malene Vitus.

I uge 36 deltager 2.500 elever i Lastbilkaravanen, og den besøger yderligere fire kommuner.

Mads Møller har været lastbilschauffør i snart fem år, og han frygter at være involveret i en højresvingsulykke.  Foto: Christian Kallenbach


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App