Tre gymnasie-elever vil redde liv med flyvende hjertestarter

Tre gymnasie-elever fra Vejle har vundet en opfinderkonkurrence. Nu håber de, at deres opfindelse kan redde liv.

- Vi fik ideen, da vi var til førstehjælpskursus, mens vi tog kørekort. Her hørte vi, at over 4000 hvert år dør af hjertestop i Danmark, og at det kun er 12 procent af dem, der bliver ramt, der overlever. Vi tænkte, at det kan da ikke være rigtigt, siger Sebastian Nicolai Wallenius, der går i 2.g på Rødkilde Gymnasium i Vejle til TV SYD.

Sammen med klassekammeraterne Thomas René Petersen og Thomas Rud Nielsen har han udviklet en drone, der hurtigt kan bringe en hjertestarter frem til mennesker, der har brug for den.

En opfindelse, der nu har gjort de tre til vindere af den naturvidenskabelige opfinderkonkurrence "Science Cup". En konkurrence for gymnasieelever i 2.g. i hele landet.

- Det giver os et enormt boost til at komme videre med projektet og nå ud til sponsorer. Det betyder meget, at vi nu ikke bare har fået anerkendelse fra familie og venner, men også fra ingeniører, der var dommere i konkurrencen, siger Sebastian Nicolai Wallenius.

Rødkilde-eleverne er ikke de første til at få ideen om en ambulancedrone, men til forskel fra en drone, der stadig er i idefasen i Holland, så er elevernes drone ikke en helikopterdrone, men en drone med vinger.

Udgaven med vinger kan flyve hurtigere og længere, og så er drengenes opfindelse fremstillet i skum og dermed billig at fremstille samt kan kun gøre minimal skade, hvis den skulle falde ned.

De har valgt at døbe dronen cor volans. Latin for flyvende hjerte.

Næste mål er nu at skaffe investorer, så dronen kan sættes i produktion. Den skal desuden godkendes som redningsfartøj af staten.

- Vi håber indenfor overskuelig fremtid at kunne redde liv i Danmark med vores drone, siger Sebastian Nicolai Wallenius.